Blog

Latest Industry News

Bilens opfindelse er svær at fastsætte, men bilen er over 100 år gammel

  • 28. september 2017
  • Blogindlæg
  • Posted by
  • Kommentarer lukket til Bilens opfindelse er svær at fastsætte, men bilen er over 100 år gammel

Du har måske hørt, at det er Karl Benz, der opfandt bilen, og det er ganske vist rigtigt, at han patenterede en bil i 1885 (han fik det tildelt i januar 1886), som kan kaldes den første. Hvad der var særligt ved Benz’ bil var nemlig, at den var designet udelukkende til at være en bil.

Tidligere havde der været flere bud på titlen som ’verdens første bil’, men der er elementer som gør, at man kan diskutere, om det egentlig var en bil.

Eksempelvis havde briten William Murdoch godt 100 år før Benz bygget en motoriseret hestevogn. Den var drevet af damp, som var den helt store ting inden for opfindelser på den tid.

Går vi længere tilbage, er der berettet om køretøjer i Kina, som blev drevet frem af sejl og vinden i år 1600, som kunne fragte 28 mennesker med over 30 km/t. Selv den store Leonardo da Vinci havde udtænkt noget, der kunne tolkes som en bil i starten af 1500-tallet.

Da Vincis bil var ikke designet til at transportere mennesker, og når man bruger vindkraft som fremdriftsmiddel, er der måske snarere tale om en båd på land, men alt dette kan man argumentere for er biler eller forgængere for biler.

Mange former for energi til motoren

Som nævnt ovenfor har damp på et tidspunkt været en af de fremherskende måder at få energi til sin motor på. Dampmotoren eller dampmaskinen har sin egen lidt snørklede historie, når det kommer til den præcise oprindelse, men på dette tidspunkt var den et kendt begreb.

Damp var dog ikke det eneste, der blev eksperimenteret med som fredriftsmiddel for køretøjer. Forbrændingsmotoren blev udviklet i løbet af 1800-tallet, og bilernes eksplosive popularitet var nok ikke blevet til noget, hvis det ikke var for den.

Benz’ motor kørte på benzin, men forbrændingsmotoren blev også fodret med forskellige ting som krudt, hydrogen og olie. Der fandtes endda elektriske biler sidst i 1800-tallet – her var de endda foretrukne, fordi de var mere komfortable og lettere at styre end biler med en forbrændingsmotor.

Sidenhen blev infrastrukturen omkring benzin udbygget væsentligt rundt omkring, og priserne og tilgængeligheden blev større og større for benzinbiler. Det betød, at benzin overhalede elektricitet i popularitet.

Produktionsbilerne kommer

En anden grund til, at Benz’ bil fra 1885 bliver kaldt verdens første bil, er den detalje, at den blev produceret i flere eksemplarer. Hidtil kunne opfindere og ingeniører lave enkelte eksemplarer af biler som et led i udforskelsen af teknologiens muligheder.

Benz’ bil blev lavet i flere eksemplarer, som var rene kopier. Det indvarslede altså, at man efterhånden for alvor kunne begynde at købe biler.

En anden milepæl i bilerne historie er den om Henry Ford og hans Model T.

Ford er ud over at være berømt for bilmærket Ford også kendt for brugen af samlebåndet. Samlebåndet betød, at Ford kunne producere væsentligt flere biler til samme pris, og på den måde kunne han sætte prisen ned, så flere havde mulighed for at købe bilen.

På den måde kunne Ford i 1908, hvor bilen blev sat i produktion, gøre transport i bil tilgængeligt til masserne.

Berthas lange køretur

Kender du historien om Karl Benz’s kone, Bertha, og hendes køretur? Nogle tilskriver hende en næsten lige så stor rolle i bilens udbredelse, som Karl selv, på grund af en enkelt køretur.

I 1888 var ikke alle overbeviste om, at de der biler egentlig var så smarte. Der var jo heste, der kunne trække vognene, så hvorfor skulle man tænke over de motoriserede køretøjer?

Bertha Benz gav den slags folk noget at tænke over, da hun en dag i august 1888 satte sig op i en forbedret model af Karl Benz’ patenterede bil og kørte fra Mannheim til Pforzheim – med et par omkørsler undervejs.

Turen ud og hjem endte med at blive 180 kilometer og sammen med parrets to sønner, som var med i bilen, viste Bertha, at bilen altså kunne noget særligt.

Hvad der gør denne historie endnu mere bemærkelsesværdig er, at Bertha efter sigende skulle være taget afsted uden at informere sin mand, Karl Benz.

Langt fra dagens biler

Hvis man ser på den første af Karl Benz’ biler og så en Mercedes Benz i dag, er det småt med ligheder.

Benz Patent Motorwagen, som den første bil hedder, havde eksempelvis 3 hjul i stedet for 4, og bilen havde end ikke ly for eventuel regn. I dag er biler jo som bekendt ofte lukkede kasser, der er udstyret med alskens bekvemmeligheder.

Den Benz-bil havde 0,75 hestekræfter – et tal der ligger langt fra nutidens biler, som i premium-klassen let kan snige sig over 300 af slagsen.

I Wisconsin i USA holdt man i 1875 en konkurrence for an anspore til udviklingen af køretøjer, som kunne afløse de transportmidler, der var afhængige af heste eller andre dyr. Kravene var, at køretøjerne skulle kunne køre 200 miles eller cirka 320 kilometer med en gennemsnitshastighed på mindst 8 kilometer i timen. Vinderen kørte cirka 10 kilometer i timen.

Det står jo i skærende kontrast til de biler, der i dag kan køre flere hundrede kilometer i timen og generelt er meget mere effektive end hestevogne.

Hvis du vil høre mere om alle de lækre biler, der er kulminationen af hele denne historie, så udfyld denne kontaktformular eller klik ind på listen over de biler, vi har til salg i øjeblikket.

Er du interesseret i at vide mere?
Udfyld kontaktformularen herunder, så kontakter vi dig

Back to top